Forord

Fra tidsfordriv til bog

Det var tragiske omstændigheder, som indirekte banede vejen til idéen om en bog  om hele Næstveds fodboldhistorie. Den 6. september 2006 oplevede jeg den store sorg at miste en af vores tvillingedrenge ved fødslen, og det blev samtidig også starten på det, som nu er blevet til bogen Næstveds fodboldleksikon – 70 år med ”de grønne”.

I flugten fra sorgen over at miste Robin forsøgte jeg at få tankerne på andre baner med en masse arbejde som en form for ”tidsfordriv”. At arbejdet omfattede Næstveds bedste fodboldhold er dog ingen tilfældighed. Jeg har fulgt ”de grønne” siden, jeg som ni-årig i 1980 var med min far på Næstved Stadion for første gang.

Forholdsvis hurtigt besluttede jeg, at andre lige så godt kunne få glæde af mit arbejde. Der var ingen grund til, at alle de oplysninger, jeg indsamlede og noterede, kun skulle kunne ses på min computer. Dermed var idéen til en bog om Næstveds fodboldhistorie født.

Siden stiftelsen i 1939 har Næstveds bedste fodboldmandskab spillet knap 2.000 officielle kampe. Via hundredvis af timer på biblioteker (i Næstved, Roskilde og København), Næstved-egnens Arkiv og ved hjælp af scrapbøger, venligt udlånt af tidligere spillere, er det lykkedes at rekonstruere samtlige holdopstillinger og målscorere ud fra artikler fra over 20 forskellige aviser, hvor Næstved Tidende (i dag Sjællandske) selvfølgelig har været topscorer på det område.

En gennemgang af holdopstillingerne viser, at over 460 spillere har optrådt på Næstveds 1. hold. De er alle samlet i en alfabetisk oversigt med fødselsdato, debut samt antal kampe og mål. Langt de fleste fødselsdatoer er kommet i hus ved direkte kontakt til spillerne eller pårørende til de spillere, som er afgået ved døden. Og det har til tider været et større detektivarbejde, hvor jeg har fået stor hjælp af mange tidligere Næstved-spillere og andre fodboldinteresserede næstvedere.

Jagten på oplysninger om tidligere spillere har medført kontakt til mere end 1.000 forskellige personer. Enkelte spillere alene har kostet opringninger til omkring 25 mennesker, inden der omsider var gevinst. Andre oplysninger er fundet med hjælp fra personalet på kirkegårde. En rask travetur op og ned ad de småstensbelagte stier på kirkegårdene resulterede også flere gange i, at jeg fandt gravstene med lige netop de oplysninger, jeg var ude efter.

Researchen har været lang og hård, men generelt også utrolig spændende. Når mine øjne løb over de store avissider, har udviklingen på mange punkter været kolossal gennem de 70 år. Jeg har set artikler om kriminelle, som fik dødsstraf i Danmark, og jobannoncer, hvor der blev søgt efter ”Ung pige i huset” og ”Karl til gaarden”. Flere artikler – skrevet med anderledes stavemåder og navneord med stort begyndelsesbogstav – har undervejs gjort det ensformige arbejde med at gennemlæse kampreferater lidt afvekslende.

Udviklingen har også været tydelig i det materiale, jeg har haft til låns af gamle spillere, deres enker eller børn. De gamle scrapbøger, som til tider har fyldt hele spisebordet, var ved at falde fra hinanden, da limen for længst havde opgivet at holde sammen på de gule avissider. Nogle udklip var samlet med tynd tråd, der var syet gennem de forskellige lag papir. Måske fordi hæfteklammer ikke var opfundet, eller også var de, og så var der en anden grund til brugen af sytråd.

Mit lille kontor på bare seks kvadratmeter, som jeg i perioder stort set kun forlod for at spise og sove, bar også tydeligt præg af mit store projekt, som jeg synes har givet et flot slutresultat. Med en omfattende statistikdel in mente er bogen et unikt opslagsværk, der er krydret med forskellige artikler, et år-for-år-tilbageblik og anekdoter.

Jesper Hallgren