Historien år for år

I Næstveds fodboldleksikon – 70 år med ”de grønne” er der år for år et historisk tilbageblik fra stiftelsen i 1939 til 1. juli 2009. Historien fortsætter herunder – dog i omvendt rækkefølge, så det ældste (fra 2009) findes nederst på siden.

2014
  • Selvom Næstved indleder forårssæsonen i 2. division øst otte point efter førerholdet FC Roskilde på den enlige oprykningsplads, har ”de grønne” ikke opgivet håbet om forfremmelse til den næstbedste række. Sydsjællænderne får også en god start og vinder de første fem kampe.
    – – –
  • Med den fornemme start opnår Næstveds cheftræner, Preben Christensen, den bedste start, en træner for ”de grønne” har oplevet i næsten 30 år. Ikke siden Peter Dahl i 1985 har en Næstved-træner nemlig opnået fuld gevinst i de første fem kampe ved rorpinden.
    – – –
  • Næstved er dog ikke kommet nærmere FC Roskilde, der går fra sejr til sejr, og da ”de grønne” i begyndelsen af maj taber 0-2 i Roskilde, er afstanden så stor, at oprykning ikke længere er et tema for sydsjællænderne, der slutter ”isoleret” på 2. pladsen – 19 point efter FC Roskilde og 10 point foran Fremad Amager, som bliver nr. 3.
    – – –
  • Preben Christensen meddeler efter nederlaget i Roskilde, at han ikke ønsker at fortsætte på posten som cheftræner efter sæsonen. Afløseren bliver den tidligere landsholdsmålmand Mogens Krogh, der modsat sin forgænger får en skidt start i klubben, som på ny har oprykning som målsætning.
    – – –
  • I bestræbelserne på at rykke op har Næstved overraskende selv ønsket at blive den enlige klub øst for Storebælt, der skal placeres i vest-kredsen, hvor sydsjællænderne vurderer, at oprykningschancen er størst. Næstved får dog en miserabel start og taber i premieren 1-4 på hjemmebane til nyoprykkede Kjellerup og dernæst 1-3 på udebane mod Marienlyst.
    – – –
  • Efterårssæsonen slutter dog fremragende for Næstved, som siden kun taber én kamp i 2. division vest, hvor ”de grønne” vinder årets sidste otte kampe. Det er klubbens længste sejrsstime siden 1980 og blot to kampe (sejre) fra klubrekorden fra 1947, hvor sydsjællænderne således vandt 10 kampe på stribe.
    – – –
  • På hjemmebane vinder Næstved samtlige seks turneringskampe efter premiere-nederlaget til Kjellerup, og det er den længste sejrsstime på hjemmebane siden 1981. Det trofaste hjemmepublikum kan tillige glæde sig over den største sejr i otte år, da ”de grønne” midt i september pulveriserer Brabrand med 6-0.
    – – –
  • I DBU’s Landspokalturnering har Næstved til gengæld ikke meget at juble over, og 1. runde bliver endestationen for det sydsjællandske 2. divisionshold, som på hjemmebane taber 1-2 til lokalrivalerne HB Køge fra 1. division.
2013
  • Næstveds indleder forårssæsonen i 2. division med en historisk hjemmekamp. Græsset på Næstved Stadion er ikke klar til fodbold, og Dansk Boldspil-Union giver dispensation til, at premieren mod Lolland-Falster Alliancen spilles i Harboe Storhallen. Det er første gang nogensinde, at en kamp i Danmarksturneringen spilles indendørs.
    – – –
  • Med en sejr på 4-0 i den historiske hjemmekamp får Næstved en fremragende start på forårssæsonen, men med sølle tre point i de efterfølgende fire kampe er ”de grønne” allerede med udgangen af april reelt ude af kampen om oprykning. Maj byder også på flere skuffelser, og trods en god afslutning i juni – fire sejre og én uafgjort – bliver sydsjællænderne kun nr. 4 og slutter hele 10 point efter Hvidovre på 1. pladsen.
    – – –
  • Tilskuerne svigter også Næstved, der i sæsonen 2012/2013 oplever det laveste gennemsnit til hjemmekampene siden 2. verdenskrig. Kun blot 668 tilskuere går i snit gennem tælleapparaterne på Næstved Stadion, hvor tilskuertallet i løbet af de seneste tre sæsoner er blevet halveret, og for første gang i Danmarksturneringen har ”de grønne” ikke én eneste hjemmekamp med over 1.000 tilskuere.
    – – –
  • Karsten Jensen slutter med udgangen af sæsonen 2012/2013 karrieren på Næstveds 2. divisionshold, hvor han jagter rekorden som den mest scorende spiller i klubbens historie. I afskedskampen mod Frem, hvor Næstved vinder 4-0, har angrebsveteranen to stolpeskud, men han scorer ikke det mål, som tangerer Mogens Hansens 157 mål.
    – – –
  • Op til sæsonstarten i 2013 proklamerer ”de grønne”, at den altoverskyggende målsætning er oprykning til 1. division. Med den bedste sæsonstart i 28 år tegner det også lyst for Næstved, der er ubesejret i de første otte turneringskampe. I DBU’s Landspokalturnering starter det også godt, men i 3. runde taber sydsjællænderne efter forlænget spilletid til Vejles 1. divisionshold.
    – – –
  • I 2. division byder sidste halvdel af efteråret på tre nederlag for Næstved, der slutter året med to topkampe på hjemmebane, hvor tilskuerne kan komme gratis til fodbold. Der er således over 2.000 til begge kampe. Næstved vinder først 5-1 over FC Helsingør, men taber dernæst 2-4 til førerholdet FC Roskilde, som overvintrer på 1. pladsen og har hele otte point ned til ”de grønne”, der indtager 3. pladsen med 30 point i efterårets 15 kampe.
    – – –
  • Kendsgerningerne er ikke tilfredsstillende for sydsjællænderne, og nederlaget til FC Roskilde bliver tilsyneladende den sidste med Martin Jungsgaard på posten som cheftræner. Han får en fyreseddel af ”de grønne”, der udpeger klubbens talentchef, Preben Christensen, som afløser.
2012
  • Næstved får – med bare fem sejre i 12 kampe – ikke den fremragende forårssæson, der skal til for at redde eksistensen i 1. division, og med blot 22 point i 26 kampe rykker ”de grønne” efter seks sæsoner i landets næstbedste række ned i 2. division.
    – – –
  • Med nederlag på 1-2 i forårspremieren på udebane mod Randers FC kommer Næstved op på 13 kampe uden sejr og tangerer på det punkt den værste stime i klubbens 73-årige historie. Da ”de grønne” taber yderligere to kampe bliver det til i alt 15 kampe uden sejr, inden Næstved med hjemmesejr på 2-0 over FC Hjørring får sat en stopper for den kedelige klubrekord.
    – – –
  • På udebane bliver det til hele 12 nederlag og kun én sejr for Næstved i sæsonens 13 udekampe i 1. division. Efter lutter nederlag i samtlige turneringskampe på fremmed græs gennem et år siden maj 2011 får Næstved brudt sit udebanekompleks med sejr på 3-1 mod Blokhus FC. Den kommer i hus efter 12 nederlag på udebane i rap, hvilket er den suverænt værste stime i klubbens historie.
    – – –
  • De pauvre resultater betyder, at Klavs Rasmussen statistisk set er Næstveds dårligste træner nogensinde. Først i den 10. kamp kan han glæde sig over den første sejr, og da han med udgangen af sæsonen i juni stopper som træner for ”de grønne”, er facit fem sejre og 11 nederlag i 18 kampe. Det er Martin Jungsgaard, som i sommerpausen overtager rorpinden for sydsjællænderne.
    – – –
  • Næstveds nedrykkede 2. divisionshold taber i august 1-2 på hjemmebane i sæsonpremieren mod Hvidovre, som på flere punkter udvikler sig historisk. Næstved giver for første gang i klubbens historie debut til to målmænd i den samme kamp, da Jakob Krag bliver skadet og udskiftet med reservemålmanden Kristian Jørgensen, og får i Kristoffer Munksgaard for første gang tillige en debutant udvist. Kristoffer Munksgaard får i september det røde kort yderligere to gange og skriver sig efter mindre end én tredjedel af sæsonen ind i historien som den første Næstved-spiller, der bliver udvist tre gange i samme sæson.
    – – –
  • Efter lidt startvanskeligheder får Næstved vind i sejlene i efterårssæsonen. Det bliver til 12 turneringskampe i træk uden nederlag og den succesrige periode byder på syv sejre i rap, hvilket er Næstveds længste sejrsstime i 30 år. Med 33 point i 15 kampe har Næstved en fornem pointhøst i 1. halvdel af turneringen, men ”de grønne” overvintrer dog kun på 3. pladsen – seks point efter Hvidovre og tre point efter FC Helsingør.
2011
  • Næstved både starter og slutter året på sidstepladsen i 1. division, da “de grønne” midtvejs i sæsonen for andet år i træk er agterlanterne i landets næstbedste række. Takket være en god forårssæson (21 point i 14 kampe) lykkes det dog at undgå degradering til 2. division i sæsonen 2010/2011.
    – – –
  • Trods en lovende start mod de to nedrykkere fra Superligaen – knebent nederlag (4-5) ude mod Esbjerg og hjemmesejr (1-0) mod Randers FC – oplever Næstved i efteråret den dårligste sæsonstart i klubbens historie. Det bliver kun til den ene sejr i 14 turneringskampe, og med i alt sølle seks point har “de grønne” inden forårssæsonen (12 kampe) hele otte point op til en plads på den rigtige side af nedrykningsstregen.
    – – –
  • I efterårets syv udekampe opnår Næstved ikke et eneste point, og da sydsjællænderne også taber de to sidste udekampe i forårssæsonen, tæller rækken af nederlag på fremmed græs nu ni kampe i træk. Det er den længste serie af lutter udebanenederlag i klubbens historie, da den tidligere klubrekord fra 1999 “kun” omfattede otte turneringskampe.
    – – –
  • Næstved smager ikke sejrens sødme i årets sidste 12 turneringskampe. Det er den længste periode uden sejr i 16 år og tæt på en tangering af en kedelig klubrekord fra sæsonen 1995/1996, hvor “de grønne” spillede 13 Superligakampe i træk uden at vinde. Efteråret 2010 bød “kun” på 10 turneringskampe uden sejr, og med den første sejr i den flotte forårssæson (3-2 ude mod Brønshøj) sætter Næstved således en stopper for en periode på i alt 11 turneringskampe uden sejr.
    – – –
  • Som følge af de pauvre resultater meddeler Brian Flies, at han trækker sig som cheftræner efter et pokalnederlag til Næsby fra 2. division. Assistenttræner Peter Nielsen, tidligere divisionsspiller i klubben, overtager rorpinden i en enkelt kamp, inden “de grønne” præsenterer Klavs Rasmussen som ny cheftræner.
    – – –
  • Forsvarsspilleren Kristian Bo Andersen når aldrig at stifte bekendtskab med Næstveds nye træner. Han bliver udvist i Næstveds pokalkamp mod Næsby og får efterfølgende det røde kort af klubben, som meddeler, at han af disciplinære årsager er bortvist fra klubben i to uger. Kristian Bo Andersen kommer dog ikke retur, men får efter eget ønske sin kontrakt ophævet.
    – – –
  • På banen er der dog ikke de store ændringer, og Næstveds nye cheftræner får en rekorddårlig start i klubben. Sydsjællænderne taber de første fire kampe – og formår end ikke at score i de første tre – med Klavs Rasmussen. Ingen anden træner i Næstveds 72-årige historie har indkasseret lutter nederlag i de første fire kampe med dirigentstokken.
    – – –
  • Uden for banen er der heller ikke så meget format over “de grønne”, som i forårssæsonen dropper klubbens kampprogram til sine hjemmekampe og dermed sætter en stopper for en årelang tradition. Næstved-Bladet kommer på banen med et lille fodboldtillæg, som udleveres på stadion. Det får dog en kort levetid (forårssæsonen), da der ikke er opbakning til, at det kan løbe rundt. Fra efterårets start udarbejder NIF’s Fodboldvenner et lille “discountprogram”, man kun oplever på serieplan, hvilket også medfører hård kritik.
    – – –
  • Midt i alle elendighederne får Næstved Boldklub en tidlig julegave fra Næstved Kommune, som indgår en såkaldt partnerskabsaftale. Konkret betyder det, at kommunen årligt giver “de grønne” 800.000 kroner i de næste fem år, hvor det også er planen, at Næstved Stadion skal gennemgå en større modernisering.
2010
  • Næstved både starter og slutter året med en række dårlige resultater. I foråret taber ”de grønne” syv af de første otte kampe, og i efterårets sidste 11 kampe (10 turneringskampe og en pokalkamp) bliver det ikke til en eneste sejr. Det er den længste periode uden sejr siden 1995/1996, hvor Næstved spillede 13 kampe i Superligaen uden at vinde.
    – – –
  • I årets 31 turneringskampe opnår sydsjællænderne i alt blot 29 point, og det er den dårligste pointhøst i 11 år. Det skinner igennem i 1. division, hvor Næstved ved årets start blot er tre point fra en oprykningsplads til Superligaen, mens ”de grønne” slutter året tre point fra en placering over nedrykningsstregen. I tabellen slutter Næstved på 6. pladsen i sæsonen 2009/2010, men overvintrer – som nr. 16 – på sidstepladsen.
    – – –
  • I forårssæsonens første fire kampe går ”de grønne” fra banen uden at score (taber alle fire kampe 0-1), og fra efterårets sidste Næstved-mål til det første i 2010 spiller sydsjællænderne 476 minutter (syv timer og 56 minutter), hvilket er den næstlængste måltørke i klubbens historie – kun overgået af en scoringskrise i 1995, der varede 555 minutter.
    – – –
  • Det trofaste hjemmepublikum må i fire hjemmekampe i træk kigge langt efter Næstved-mål, og måltørken omfatter 395 minutter, og kun én gang tidligere har ”de grønne” haft en længere scoringspause på hjemmebane. Det var i 1981, hvor Næstved var målløs i 406 minutter.
    – – –
  • Kim Poulsen stopper i sommerpausen som cheftræner efter tre år på posten. Assistenttræneren Brian Flies, der har en fortid som målmand på Næstveds bedste hold, overtager rorpinden hos ”de grønne”. Der er vanen tro også ændringer i klubbens organisation, hvor Jesper Frisenholm i september overtager formandsposten efter Peter Birk Pedersen, der i stedet afløser Andreas Larsen som direktør. Næstved Boldklub har dermed haft seks forskellige direktører på bare tre år.
    – – –
  • På den sidste dag i september proklamerer Næstved Boldklub og HB Køge højst overraskende, at der er fusionsplaner mellem parterne, der håber at kunne indgå ægteskab allerede fra sæsonstarten i 2011. Planerne vækker ikke ligefrem begejstring blandt mange Næstved-tilhængere og i bestyrelsen i NIF’s amatørafdeling. Efter en måned med megen debat og flere informationsmøder kan fusionsmodstanderne dog ånde lettet op. De to klubber opgiver (foreløbig) tankerne om et sjællandsk fodboldbryllup.
    – – –
  • Næstved har ikke kun sportslige problemer. For andet år i træk har klubben et millionunderskud, og det er en ringe trøst, at underskuddet kun er omkring det halve af rekordunderskuddet på 5,6 millioner kroner i 2009. Som følge af de økonomiske problemer søsætter klubben en ”nødråbskampagne” i slutningen af året. Via nødråbspakker og en auktion er det målet at skaffe 500.000 kroner, som giver mulighed for at forstærke det nedrykningstruede hold. Det bliver dog kun til godt 200.000, og da Næstved derfor ikke opfylder DBU’s økonomiske krav, kan sydsjællænderne kun indgå amatøraftaler.
2009
  • Efter 1. halvdel af sæsonen 2009/2010 indtager ”de grønne” 5. pladsen i 1. division og overvintrer kun tre point fra en oprykningsplads til Superligaen. Midtbanespilleren Henrik Madsen høster endvidere en stor personlig triumf, da han opnår prisen som ”Årets profil i 1. division”.
    – – –
  • Økonomien i Sjælland Sport & Event er så dårlig, at klubben på generalforsamlingen i november præsenterer et rekordunderskud på næsten 5,6 millioner kroner. Klubben undgår dog konkurs, da fem investorer spytter 2,5 millioner i selskabet.
    – – –
  • Peter Birk Pedersen, som er den suverænt største bidragsyder, bliver ny formand, og det er tredje år i træk, at ”de grønne” får ny formand. Med sine blot 36 år er Peter Birk Pedersen i øvrigt klubbens yngste førstemand i knap 50 år.
    – – –
  • Cheftræner Kim Poulsen proklamerer allerede i juni, at han forlader ”de grønne” med udgangen af året. Klubben nøler med at finde afløseren, og til sidst er det ikke nødvendigt. Den nye formand, Peter Birk Pedersen, får nemlig Kim Poulsen til at blive på posten, da træneren får øget ansvar på det sportslige område med titel som manager.
    – – –
  • Næstveds fodboldleksikon – 70 år med ”de grønne” ser dagens lys. Og får en god modtagelse. Knap 200 personer – blandt andre en række tidligere spillere – møder frem til en bogevent hos Langes Bog & idé, og bogen, der er et unikt opslagsværk på 336 sider, får mange roser.