- fortid og nutid
med "de grønne"
--------------------------

Tilskuerne svigter ”de grønne” / oprettet: 24. november 2011

 

Næstveds elendige resultater i efterårssæsonen har påvirket klubbens tilskuertal så meget, at ”de grønne” er på vej mod det laveste gennemsnit til hjemmekampene i mere end 10 år.

 

For Næstved Boldklub har første halvdel af sæsonen været historisk dårlig, og det har – ikke overraskende – også medført faldende tilskuertal på Næstved Stadion, hvor der i efterårets syv kampe i gennemsnit blot har været 1.020 tilskuere.

 

Dermed er ”de grønne” på vej mod det dårligste tilskuergennemsnit i over 10 år. Ikke siden sæsonen 2000/2001, hvor der i snit var 902 tilskuere til hjemmekampene for Næstveds daværende 2. divisionshold, har så få tilskuere således gået gennem tælleapparaterne på Næstved Stadion.

Størst opbakning havde “de grønne” i sæsonens første hjemmekamp den 21. august, hvor 1.360 tilskuere så Næstved vinde 1-0 over Superliganedrykkerne fra Randers FC. Det har foreløbig været Næstveds eneste sejr i denne sæson.

 

Kun én af årets sidste fem hjemmekampe har omvendt haft over 1.000 tilskuere (1.027 mod Blokhus). Bundrekorden var mod Vejle/Kolding den 6. november, der blot blev overværet af 760 tilskuere, hvilket er det laveste tilskuertal til en turneringskamp på Næstved Stadion i seks et halvt år.

Trods tilskuernedgangen har Næstved større opbakning end halvdelen af klubberne i 1. division, hvor ”de grønne” er nr. 7 på tilskuertabellen for hjemmekampene. Superliganedrykkerne Esbjerg og Randers FC har i snit haft henholdsvis 5.074 og 3.849 tilskuere, og overvintrer som nr. 1 og 2 både point- og tilskuermæssigt.

Tekst: Jesper Hallgren / byHALLGREN

Statistikken er baseret på oplysninger i Næstveds fodboldleksikon – 70 år med ”de grønne” (bestil/køb).

 


Dårligste start for en ny træner / oprettet: 9. november 2011

 

Først i den femte kamp med Klavs Rasmussen ved rorpinden fik Næstved point, og Klavs Rasmussen er dermed den træner i Næstveds historie, som har fået den værste start i klubben.

 

Det er nu godt en måned siden, at Klavs Rasmussen tiltrådte som cheftræner for Næstveds 1. divisionshold, og man kan vist roligt konstatere, at han ikke har fået en drømmestart hos “de grønne”.

 

Klavs Rasmussen har rent faktisk fået en rekorddårlig start i den sydsjællandske klub, der blot har høstet et point i de fem kampe, han har stået ved rorpinden.

Næstved tabte de tre første kampe uden at score og efter nederlag på sammenlagt 1-8 i de første fire kampe opnåede Klavs Rasmussen det første point som Næstved-træner, da “de grønne” spillede 2-2 på hjemmebane mod Vejle Boldklub Kolding.

Klavs Rasmussen har således endnu ikke smagt sejrens sødme som Næstved-træner, og ingen anden træner i klubbens 72-årige historie har indkasseret lutter nederlag i de første fire kampe med dirigentstokken.


Tekst: Jesper Hallgren / byHALLGREN

Statistikken er baseret på oplysninger i Næstveds fodboldleksikon – 70 år med ”de grønne” (bestil/køb).

 


Historisk dårlig start og udebaneserie / oprettet: 20. oktober 2011

 

Med syv nederlag og kun én sejr i de første 10 kampe har Næstveds sæsonstart været den dårligste i klubbens historie, og efter syv nederlag på udebane i rap lurer en anden kedelig klubrekord.

Med nederlaget i hjemmekampen mod Viborg er den dårligste sæsonstart i Næstveds historie en realitet. Med blot én sejr, to uafgjorte og syv nederlag har status efter de første 10 kampe således aldrig været dårligere.

To gange tidligere i klubhistorien har Næstved efter de første ni kampe haft samme pauvre resultater som i denne sæson, men både i sæsonen 1955/1956 og 2004/2005 kom sæsonens anden sejr i den 10. kamp, hvilket altså ikke var tilfældet i år.

Der var ellers grund til optimisme efter de to første turneringskampe i denne sæson, hvor “de grønne” mødte de to nedrykkere fra Superligaen. Efter et knebent nederlag på 4-5 på udebane mod Esbjerg vandt “de grønne” 1-0 på hjemmebane mod Randers FC, men siden – de seneste otte turneringskampe – er det altså ikke blevet til sejr.

På udebane har Næstved fortsat slet ikke fået point i denne sæson, og da “de grønne” også tabte de to sidste udekampe i sæsonen 2010/2011 har Næstved nu tabt de seneste syv turneringskampe på fremmed græs, hvilket er tæt på en kedelig klubrekord.

Tilbage i 1999 tabte Næstved otte udekampe i rap (den sidste i sæsonen 1998/1999 i 1. division og samtlige syv i 2. division i efteråret 1999), og den rekord bliver altså tangeret, hvis “de grønne” også må forlade banen uden point i søndagens bundkamp i Skive.

 

Tekst: Jesper Hallgren / byHALLGREN

Statistikken er baseret på oplysninger i Næstveds fodboldleksikon – 70 år med ”de grønne” (bestil/køb).

 


Sjælden Næstved-triumf efter tidlig udvisning / oprettet: 5. april 2011

 

Trods en mand i undertal i hele 2. halvleg vandt Næstved på hjemmebane med 1-0 over Hobro, og det var blot tredje gang gennem tiderne, at ”de grønne” vandt en turneringskamp efter en udvisning før pausen.  

 

Selv om Næstved i hjemmekampen mod Hobro den 3. april var en mand i undertal det meste af tiden, efter Joakim Normann blev udvist 10 minutter før pausen, lykkedes det ”de grønne” at trække det længste strå. Og den kombination hører til sjældenhederne.

 

20 gange gennem tiderne er en Næstved-spiller blevet præsenteret for det røde kort allerede i 1. halvleg, men kun tre af gangene har ”de grønne” vundet en turneringskamp med en mand mindre gennem hele 2. halvleg.

 

Det skete første gang i september 1997, hvor sydsjællænderne på hjemmebane vandt 1. divisionskampen mod Svendborg med 1-0, selv om Ulrik Schmidt blev sendt i bad allerede i det 12. minut – kun to minutter efter Henrik Hansen havde bragt Næstved foran 1-0.

 

I april 2002 lykkedes det også Næstved at hive sejren i land, selv om ”de grønne” i 2. divisionskampen på hjemmebane mod Hjørring fik udvist Morten Petersen (i dag Roholte) i 1. halvlegs sidste minut. Stillingen ved pausen var 1-1, men Næstved vandt 2-1 på et sejrsmål af Anders Clausen.

 

Det var også først efter Joakim Normanns udvisning, at Næstved scorede sejrsmålet i opgøret mod Hobro. Sydsjællænderne vandt således 1-0 på et mål af Karsten Jensen i 2. halvlegs første minut.

 

Med det mål er Karsten Jensen i øvrigt nu noteret for 139 mål for ”de grønne”, og han tangerede dermed Esben Donnerborg som den næstmest scorende Næstved-spiller gennem tiderne. Mogens Hansen topper listen med 157 mål.

 

Tekst: Jesper Hallgren / byHALLGREN

Statistikken er baseret på oplysninger i Næstveds fodboldleksikon – 70 år med ”de grønne” (bestil/køb). 

 


Sent mål afværgede tangering af klubrekord / oprettet: 31. marts 2011

 

Næstved var på randen af at tangere klubrekorden for flest kampe i træk uden sejr, men på et mål kort før tid vandt sydsjællænderne 3-2 på udebane mod Brønshøj og brød dermed den dårlige statistik.

 

Efter 12 kampe (11 turneringskampe og én pokalkamp) uden sejr fik Næstveds 1. divisionshold brudt den dårlige stime i udekampen mod Brønshøj, hvor ”de grønne” vandt 3-2 på et sejrsmål af Karsten Jensen kort før sidste dommerfløjt.

 

Det var altså i sidste øjeblik, at Næstved opnåede den første sejr siden 12. september, hvor ”de grønne” på egen bane i øvrigt besejrede netop Brønshøj, og med sæsonens første udesejr i 1. division undgik sydsjællænderne lige akkurat at tangere klubrekorden for flest kampe i træk uden sejr.

 

Rekorden er fra sæsonen 1995-1996, hvor ”de grønne” spillede 13 Superligakampe på stribe uden at vinde, mens det i øvrigt var tredje gang i klubhistorien, at Næstved har oplevet 12 kampe på stribe uden at smage sejrens sødme. Det skete første gang i 1960-1961 og siden igen i 1985-1986.

 

Med det vigtige mål mod Brønshøj har Karsten Jensen scoret 138 mål (i 230 kampe) for Næstved og er nu kun et mål fra at tangere Esben Donnerborg som den næstmest scorende Næstved-spiller gennem tiderne. Mogens Hansen topper listen med 157 mål, mens Søren Juel og Keld Bak er nr. 4 og 5 med henholdsvis 137 og 130 mål.

 

Tekst: Jesper Hallgren / byHALLGREN

Statistikken er baseret på oplysninger i Næstveds fodboldleksikon – 70 år med ”de grønne” (bestil/køb). 

 


Ældste debutant i over 10 år / oprettet: 21. marts 2011

 

I forårspremieren på hjemmebane mod Vejle var der tre spillere, som fik deres debut på Næstveds 1. divisionshold, og 30-årige Emmanuel Ake er den ældste debutant hos sydsjællænderne i mere end 10 år.   

 

Tre spillere fik alle deres debut Næstveds 1. divisionshold, da ”de grønne” spillede 1-1 i forårspremieren på hjemmebane mod Vejles oprykningsaspiranter, og det var 19-årige Harun Keser, Alexander Funch på 21 år og Emmanuel Ake, der har passeret 30 år.

 

Sidstnævnte er blandt de bare 19 spillere i Næstveds historie, som debuterede for ”de grønne” efter fødselsdag nr. 30. Emmanuel Ake er født den 11. juni 1980 og fik således sin Næstved-debut i en alder af 30 år, ni måneder og ni dage, hvilket gør ham til den 12. ældste debutant gennem tiderne og klubbens ældste debutant i over 10 år.

 

Klubbens nye angriber er således den ældste debutant hos ”de grønne” siden august 2000, hvor sydsjællændernes spillende træner Erik Rasmussen blev den ældste debutant i klubbens historie. Han var 39 år, syv måneder og ni dage, da han debuterede for ”de grønne” i en pokalkamp på udebane mod Gladsaxe-Hero, som Næstved tabte 1-2.

 

Emmanuel Ake har spillet i en række forskellige danske klubber i de seneste 10 år, men han er oprindelig fra Kenya, og det er første gang i Næstveds historie, at en afrikansk spiller optræder på sydsjællændernes 1. hold.

 

Tekst: Jesper Hallgren / byHALLGREN

Statistikken er baseret på oplysninger i Næstveds fodboldleksikon – 70 år med ”de grønne” (bestil/køb). 

 


Samme åbning som i fjor / oprettet: 17. marts 2011

 

Forårspremieren står for døren, og for andet år i træk indleder Næstveds 1. divisionshold forårssæsonen på hjemmebane mod Vejle, som er den klub, ”de grønne” har mødt flest gange gennem tiderne.

 

Næstveds 1. divisionshold får i forårspremieren søndag den 20. marts besøg af oprykningskandidaterne fra Vejle, og det er andet år i træk, at ”de grønne” indleder foråret på hjemmebane mod Vejle, som også er den klub, ”de grønne” har mødt flest gange gennem tiderne.

 

Siden 2. verdenskrig har de to klubber tørnet sammen 70 gange i Danmarksturneringen eller DBU’s Landspokalturnering, og det er Vejle, der sammenlagt har klaret sig bedst. Næstved har således blot vundet 19 gange, mens jyderne med 34 sejre har trukket det længste strå i næsten halvdelen af kampene, der i 17 tilfælde er endt uafgjort.

 

Begge indbyrdes kampe i 2010 sluttede også med Vejle-sejr. I sidste års forårspremiere på Næstved Stadion blev det 1-0 til Vejle, som på egen bane vandt 2-1 i denne sæsons første møde, der blev spillet den 19. september.

 

Statistisk set har Næstved altså ikke de bedste erfaringer med Vejle, men til gengæld har den 20. marts gennem tiderne været en god kampdato for ”de grønne”. Fem gange i klubbens historie har sydsjællænderne været i kamp på denne dato, og det er blevet til fire sejre og kun et nederlag – i 1960 mod KFUM fra København.

 

Tekst: Jesper Hallgren / byHALLGREN

Statistikken er baseret på oplysninger i Næstveds fodboldleksikon – 70 år med ”de grønne” (bestil/køb). 










Klik på bøgerne for facts og pris





Vidste du at byHALLGREN…

 

- giver 25% i onlinerabat og
25% i
mængderabat (klik her)

 

- har portofri levering
i Danmark (klik her

 


Vi værner om Næstveds fodboldhistorie

 

 Kom med holdet. / Læs mere


Ledig reklameplads

 / Læs mere


 

Du er besøgende nr
v/ Jesper Hallgren  |  H.C. Lumbyes Vej 98 - 4700 Næstved  |  Tlf.: 51 78 04 79  |  Mail: kontakt@byhallgren.dk
Copyright © MediaDirekt 2007 - All rights reserved - Google Adwords WebShop Onlineshop CMS webshop   SEO cms hjemmeside Søgemaskineoptimering CMS SponsorLink nemCMS eHandel eButik  NetShop NetHandel NetButik cms systemOnlineButik  InternetHandel InternetButik WebButik online markedsføring Content Management System søgeoptimering
 
 
 
Forside SITEMAP:ForsideOm byHALLGREN70 år med "de grønne"Andre bøger fra byHALLGRENOpdateringerNæstved UpdateStatistik-hjørnetHistorisk tilbageblikPortrætter og mærkedageSupplementEfterlysningerSponsorerSagt og skrevetBestil / købKontaktLinksSeo (IKKE SLETTE!!)SponsormulighederHjemmesidesponsorerFirmasponsorerPrivatsponsorerFacts om bogen/indholdFra "tidsfordriv" til bogRettelserSpillerlisteEvent på udgivelsesdagenCheck til NIFEn tak tilEfter udgivelsenFør udgivelsenInfo om opdateringerKamp- og spilleroversigterKlub-relateretPerson-relateretHistorien år for årSlutplaceringerTurneringskampe/slutstillingerDBU's LandspokalturneringKluboversigtBedste og værste perioderStørste sejre og nederlagTilskueroversigtDirekte tv-kampeIndefodboldTræneroversigtSpilleroversigtHistoriske debutanterÆldste spillereFlest kampeFlest målHistoriske målscorereMålmændFamilierelationerUdvisningerSpillerudskiftningerÅrets fodboldspillerLandsholdsspillereSpillere til og fra udlandetFormænd og direktørerBestyrelsesoversigtAfdøde spillere og ledere201120092010201120122013Portrætoversigt20092010201120122013Runde fødselsdage i 2009Michael BirkedalJørgen BerthelsenRunde fødselsdage i 2010Erik DyreborgHelge "Odin" HansenMogens HansenLeif "Bambi" Gram PetersenPeter SørensenJohn HansenDøde i 2010Runde fødselsdage i 2011Heino HansenDøde i 2011Alle tiders Næstved-holdNæstved i tiden 1985-2010Sangtekst / Næste søndag2011201220131. kvartal 20112. kvartal 20113. kvartal 20114. kvartal 2011Runde fødselsdage i 2012Døde i 20121. kvartal 20122. kvartal 20123. kvartal 20124. kvartal 2012Runde fødselsdage i 2013Døde i 20131. kvartal 20132. kvartal 2013